“I dag vil jeg spise sundt”
Du starter dagen med optimisme: I dag skal jeg spise sundt, og jeg skal sørge for at være i mit planlagte kalorieunderskud! Alt, hvad der skete på madfronten i går, slår jeg en streg over, dagen er ny og frisk, og i dag gør jeg det!
Og hvad skete der så lige?
Når dagen er omme er billedet et andet. Du er mismodig og måske bebrejder du dig selv. Det gik slet ikke, som du ønskede. Heller ikke i dag. Du “faldt i”, måske endda flere gange i løbet af dagen. Måske endte det med, at du tænkte: “Nu er det alligevel gået galt, og så kan jeg lige så godt…”
Måske har du også prøvet at gå ind i supermarkedet med den helt klare intention, at i dag køber du hverken kiks, kage eller slik. Når du går ud af butikken har du alligevel fået købt noget af det, som du ikke ville, og som du VED at du kommer til at spise når du kommer hjem.
Underbevidstheden tog beslutninger for dig.
Et eller andet sted i løbet af indkøbsturen har din underbevidsthed simpelthen givet dig lov til at købe det. Det samme gør sig gældende, når vi indtager mad, som vi egentlig på forhånd havde besluttet at undgå.
Hvorfor? Er spørgsmålet der dukker op sammen med mismodet. Jeg kan glæde dig med, at du IKKE har en rygrad som en regnorm. Du er IKKE svag. Men du har nogle mønstre liggende i din underbevidsthed, som via dine følelser spiller dig et puds. Maden kan nemlig være en lindring af både følelser og tanker. Nogle af disse følelses- og tankemønstre kan være så gamle og grundlæggende, at du ikke engang mærker dem. Du mærker bare symptomet: Mad lindrer, og derfor spiser du for meget og forkert.
Det, som er så ekstra svært, når man har et madmisbrug (undskyld mig, det er et stærkt ord, men det er faktisk ofte sådan det er), er, at man bærer konsekvensen udenpå. På kroppen. Alle kan se det, og det betyder, at man er ekstra udsat i forhold til at få lavt selvværd. Det kan blive en rigtig dårlig spiral.
Hypnose “slukker” for dine triggere.
Når vi tager fat på et hypnoseforløb med fokus på at afhjælpe destruktive spisemønstre, prøver jeg altid at hjælpe dig med at afdække de følelser, som er involveret i forhold til mad og spisning. Hvad er det, maden gør for dig? Og hvad er det der sker indeni dig, når du f.eks. er afskåret fra at spise? Hvad udløser lysten til at spise? Sammen går vi i gang med at finde det, som er din “trigger”. Det er nemlig her, hypnosen skal gøre sit arbejde. En trigger starter en følelse, som starter en handling (at spise), som har en konsekvens -> overvægt. Når vi får dine triggere behandlet, så de ikke længere er aktive, vil det være en helt anderledes oplevelse for dig at følge de nye kostvaner, som du gerne vil have ind i dit liv.
Når det handler om mad, er det desværre ofte lidt komplekst at arbejde med triggerne. Mange af spisemønstrene er gamle. -Vi har jo skullet spise hele vores liv, så nogle gange er der ganske meget at tage fat på! Men som terapeut gør jeg det, at jeg altid starter med det, som du oplever som mest belastende lige nu. Kort sagt tager vi det, som “larmer” mest, og så arbejder vi ud derfra. Altid med nogle opgaver at arbejde videre med hjemme mellem sessionerne, så vi holder gryden i kog.
Hypnose vægttab:
Om du vælger hypnose som makker på din vægttabsrejse eller ej: God vind med projektet! Giv ikke op, og husk nu: Det er ikke dig, der er svag.